Min historie

Basis

Jeg er vokset op en god og tryg kernefamilie i en forstad til København. Med kærlige forældre og søskende og sunde fritidsinteresser. Jeg var blandt de dygtige i klassen og oplevede mig vellidt af klassekammerater, lærere og andre i min omgangskreds. Efterhånden som jeg voksede op og blev teenager, blev en følelse af tomhed og af at have ’et hul indeni’ gradvist mere påtrængende. Det var følelser, der var forbundet med skamfuldhed over den jeg var og derfor ikke noget, jeg delte med nogen.

Jeg fyldte min tid op med utallige fritidsinteresser og aktiviteter og undgik at mærke mig selv alt for meget. Jeg så mig selv som en glad pige, med overskud til at gå forrest, når noget skulle gøres. Aktiviteterne skabte umiddelbart glæde, og jeg glemte hullet indeni – for en stund. Men det løste ikke noget på den lange bane, for ubehaget vendte bare tilbage.

Flugten fra det lave selvværd

Jeg havde lavt selvværd, det var jeg klar over. Jeg ville gerne gøre noget for at få det bedre, jeg vidste bare ikke hvad. Så løsningen, når det var for ubehageligt, blev som regel at jeg tog flugten, hvad enten det var i at motionere, være sammen med venner, arrangere fester eller gå lange ture. Jeg havde nok den forestilling, at jeg kunne handle mig ud af min psykiske tilstand – at jeg ville få det bedre, hvis bare jeg skabte succes nok. Jeg nød det hele – men måtte den ene gang efter den anden erfare, at tomheden blev ved med at være der. Trøstespisning blev en brugt adfærd hos mig. Jeg oplevede også glæden – ofte som en euforisk tilstand, jeg ikke rigtig kunne rumme og derfor forsøgte at give væk til andre.

Hvis bare de ikke lærer mig at kende…

Resultatet blev efterhånden, at jeg hængte mit selvværd op på det jeg gjorde, fremfor på den jeg var indeni. Det blev styrende for mine beslutninger hvor jeg mente, at jeg kunne tilføre mig selv værd, fremfor hvad der inderst inde var godt og rigtigt for mig. Det skete dog også, at der var sammenfald imellem de to. Jeg kan huske jeg tænkte, at hvis bare jeg undgik, at andre fandt ud af hvem jeg egentlig var, så skulle det nok gå. Så jeg konstruerede stødt og roligt en Mette på baggrund af mine forestillinger om, hvad der ville tage sig bedst ud, passe bedst ind, og ikke genere nogen eller noget alt for meget.

Min evne til at tilpasse mig mine forestillinger om, hvad der gav point i en given sammenhæng var veludviklet – for jeg vidste godt, at det med at tilpasse sig og please andre ofte netop ikke gav point. Så det mestrede jeg også: At please ved at se ud som om, jeg netop ikke pleasede. Jeg var anspændt og måtte ofte gå for mig selv for at tage en pause fra mit skuespil.

Uden på var alt ’normalt’

Samtidig tog jeg en god studentereksamen, kom ind på et universitetsstudium og flyttede hjemmefra. Jeg var priviligeret og havde fortsat trygge og veldefinerede rammer. I det ydre virkede alt ’normalt’ for et ungt menneske som mig, men inderst inde vidste jeg godt, at der var noget galt. Mit valg af studie var del af min flugt og søgen efter værd. Jeg fik mange tilskyndelser til at skifte spor undervejs men fandt aldrig modet til at gøre det. Det, jeg ikke kunne finde modet til, var ganske enkelt at gøre noget, der bare var godt og rigtigt for mig, uden at være del af mit værdi-regnskab. Det kom også til udtryk ved, at jeg havde travlt og derfor ikke tid til at holde fri og nyde livet; der var hele tiden noget, jeg var nødt til at udrette for at opretholde mit værd og gøre mig fortjent til livet.

Fraværet af glæde var bemærkelsesværdigt, når jeg kom i mål med noget og skabte et godt resultat – og det skete ofte. Oplevelsen var snarere udmattelse. Da jeg en dag tog mig selv i at afbryde en underviser, da han var i færd med rose mig, fik jeg øje på mig selv: Jeg var simpelthen ikke i stand til at modtage hverken min egen eller andres anerkendelse. Jeg fandt identitet i tilsidesættelsen, i ikke at være god nok, i at være offer. Det fortættede sig i depressive tilstande og skriveblokeringer nogle gange i løbet af studiet. Jeg opsøgte hjælp og fik også tilstrækkelig hjælp til at komme op igen – og til at fortsætte min adfærd, for den havde jeg ikke fået skovlen under, jeg vidste stadig ikke hvordan.

Kulminationen

Da jeg var i slutningen af 20’erne begyndte min krop at bremse mig. Jeg havde studiejob som kirkesanger – og mistede stemmen totalt. Jeg var passioneret tangodanser – og fik en fodskade, så jeg ikke længere kunne danse. Jeg fik et godt administrativt studiejob – og fik musearm. Alt sammen aktiviteter, som jeg nød, men som jeg også brugte til at stive mig af med. Mit helbred blev mere og mere skrøbeligt, jeg blev let forkølet. Kulminationen kom da jeg var først i 30’erne og mit immunforsvar brød sammen.

Jeg kunne ikke længere holde varmen, frøs konstant og blev forkølet for et godt ord. Jeg havde svært ved at blive rigtig rask igen, var udmattet, frøs og svedte samtidig og var fortvivlet og bitter over det, der havde ramt mig. Det var ikke længere muligt for mig at opretholde mit aktive liv. Jeg kunne ikke cykle, ikke gå i svømmehallen, ikke tage på fjeldet. Jeg kunne til nød passe mit arbejde og min husholdning – hvilket jeg bed tænderne sammen og gjorde. Der udover var jeg tvunget til at opholde mig en stor del af min tid i sofaen for at samle kræfter.

Diagnosen – og vendepunktet

Sideløbende blev jeg undersøgt af min egen læge, en tropelæge, en hjertelæge og en epidemiolog. Månederne gik, og jeg fik tappet hvad jeg oplevede som decilitervis af blod til blodprøver. Da jeg endelig fik en diagnose, var det et antiklimaks. Der kunne nemlig ikke gøres noget ved mit frysesyndrom, som ifølge en af lægerne skyldtes mangel af et bestemt proteinstof i mit blod. Fraværet af behandlingsmuligheder viste sig dog at være en gave, for jeg begyndte at blive mere åben overfor at søge andre steder end hos den etablerede lægevidenskab. Kunne der være en anden vej – som havde at gøre med den måde jeg behandlede mig selv på? Det var en overvindelse, for ’psykisk’ var for mig lig med ’fejlbehæftet’, hvilket for mig var det samme som at være mindre værd end alle andre.

En dag landede jeg på en hjemmeside, der tilbød ’mentalhygiejnisk træning’. På siden blev beskrevet, hvordan man kunne træne sin psyke ligesom man kunne træne sin krop. Det vandt genklang – det med at træne kroppen var noget jeg kendte til. Jeg oplevede netop, at det var træning og handling der skulle til. At forsøge at forstå hvad det var der skete med mig, havde jeg allerede gjort længe. Jeg tilmeldte mig et forløb. Forløbet bestod i at mødes med en gruppe og en instruktør en gang om ugen i otte måneder. Jeg overvandt min angst for, hvad andre ville tænke, min modstand mod at spendere penge på et kursus til mig selv og min angst over alt det, jeg ikke ville få udrettet, mens jeg var på kursus. Forløbet var intensiv træning i at lære at mærke mig selv og at stå ved mig selv.

Træningsgruppen

I gruppen lærte vi kun at tale efter tur og at ’se i os selv’ og ikke søge øjenkontakt og bekræftelse, når vi delte noget. Når andre talte, lærte vi at lytte med et åbent kropssprog, så vi kunne mærke os selv i det, der blev sendt ud. Begge dele var krævende i starten, men hurtigt fik jeg færten af den frihed, det gav, til at opleve og lytte med hele mig. Vi diskuterede ikke, og vi gav ikke hinanden gode råd. Jeg opdagede, hvor rart det var ikke at blive overfuset af andres uforbeholdne trang til at give udtryk for, hvad de mente var rigtigt for mig. Og hvor godt det føltes at dele en erfaring ud fra egne oplevelser efter først at have spurgt, om modtageren reelt var interesseret i at høre den. Vi øvede os i, at din oplevelse er din, og min er min. Det, der er det rigtige for mig, behøver ikke at være det for andre.

Vi lærte at trække vejret, at meditere og at lytte til kroppen og dens signaler. Vi lærte om vores grundfølelser og deres signaler til handling, og om forsvarsværker og flugt. Ved hjælp af en følelsesjournal øvede vi os i at mærke efter og gennemskue vores adfærdsmekanismer. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne rydde op i mit liv ved hjælp af tilgivelse. De åg jeg havde lagt på mine egne skuldre lettede, selv om jeg ikke havde troet det muligt. Jeg fik øje på mig selv og mine egne andele i min livssituation. Ansvar fik en ny dimension for mig, der handlede om at tage det fulde ansvar for den, jeg er som menneske, og leve ud fra det. Det var ikke altid behageligt – men det var en befrielse, og jeg vidste, at det var vejen frem.

Vi lærte, hvordan vi gennem lytten, beslutningstagning og handling kunne skabe vores liv på et konstruktivt fundament. Vi læste tekster, men ikke for at forstå dem, sådan som jeg var vant til. Vi læste for at mærke, hvad teksterne fortalte os om os selv, og hvordan vi oplevede os selv i det vi læste. Jeg lærte at læse langsomt, holde pauser, lade det bundfælde sig og mærke, hvad det gjorde ved mig – fremfor at være effektiv, som jeg havde for vane.

Fremskridtet

Efter en måned havde jeg det markant bedre, både fysisk og psykisk. Jeg frøs mindre. Jeg var allerede blevet tydeligere for mig selv. Jeg blev mere modig, og jeg tog de første skridt i at melde ud i frihed og stå ved mig selv. Jeg mærkede efter og opdragede på mig selv. Jeg tog beslutninger. Jeg prøvede mig frem og lærte af det. Hele tiden var gruppen der, uge efter uge, som refleksions- og træningsrum for mine erfaringer og oplevelser. Da forløbet var ved at være slut, begyndte jeg at cykle igen. Jeg gik i svømmehallen. Jeg overtalte for første gang min krop til at springe en forkølelse over. Det lykkedes! Jeg bliver rask. Signalet kulde var der stadig, men kun når det ville fortælle mig, at jeg havde tilsidesat mig selv.

Ingen vej tilbage

Kurset sluttede, og jeg skiftede job for at lave det, jeg drømte om. Vejen var uvis, men glæden ved at stå ved mig selv, drev mig. Og min krops markeringer, hvis jeg forsøgte mig med at lade være. Som én stor bekræftelse oplevede jeg at have medvind, at jeg blev båret. Jeg begyndte at dyrke friluftsliv igen og tog et skridt ad gangen. Jeg mærkede risikoen for at falde tilbage. Så jeg valgte at begynde i en selvhjælpsgruppe. Senere tog jeg uddannelsen som instruktør. På det tidspunkt ikke for at blive instruktør, men fordi jeg ville videre med mig selv. Jeg havde fået færten af noget, der var alt for godt til at stoppe processen der.

Omtale

 

”Det har vist mig min egen styrke og forståelse for, at det er mig, der skaber forandringen – det er mine valg, der skaber mit liv.”

/Thomas

 

”Jeg kan varmt anbefale Mentalhygiejnisk Træning, hvis man virkelig ønsker at ændre noget, og ikke bare vide noget om at ændre noget.”

/Kristina

Læs flere udtalelser

Vil du vide mere?

Få tilsendt gratis uddrag af bogen Dine valg er dit liv - hvordan vælger du? og modtag nyt om kurser, udgivelser og foredrag

Se kalender