Dine valg er dit liv – der er ikke noget quick fix.

Vi er blevet vant til, at ting kan fikses på et øjeblik ved hjælp af internettet og vores smart phones. Det er blevet almindeligt med gratis guides, YouTube-videoer, webinars og onlinekurser i alskens brancher. Det er smart, at hjælpen altid er lige ved hånden. Samtidig har det en tendens til at gøre os dovne, også på områder, der ikke kan fikses på et øjeblik. Som for eksempel vores ønsker om at skabe forandring på det personlige plan.

Når det handler om forandring på det personlige plan, er der, så vidt jeg har erfaret, ikke noget quick fix, ingen genvej. Der er ihærdighed og vedholdenhed, som vi kender det fra, når vi træner vores fysiske krop. Viden om træning skaber ikke stærkere muskler eller bedre kondition, det kan skabe en ramme for vores træning. Vi må bryde vaner og dovenskab og sætte noget andet i stedet. De mange tilbud, vi møder hver dag, kan godt få det til at se anderledes ud, og risikoen for at blive distraheret af ’et bedre tilbud’ er stor, når vi har besluttet os for noget. Et medlemskab af et fitnesscenter gør det ikke i sig selv, vi må også bevæge os derhen, hver dag eller hver uge, alt efter hvilke mål vi har sat for os selv.

Ændring af adfærd kræver, at vi giver os selv en daglig praksis, hvor forandringen kan få mulighed for at ske. At vi skaber et refleksions- og et træningsrum, hvor det at øve sig – at gøre – er langt vigtigere end det at forstå. Selvfølgelig er det en god idé at kunne gennemskue de mekanismer, der gør, at vi er der hvor vi er med os selv. Men hvis vi ikke handler, på det vi er blevet bevidste om at ville ændre, så sker der ingenting, uanset hvor meget vi forstår. Og hvis vi ikke stopper op og ser på, hvad der kom ud af vores handlinger, og om det var det, vi ønskede os, giver vi ikke os selv mulighed for at vælge anderledes næste gang.

Der har i debatten været en opfattelse af, at selvudvikling førte til en selvoptagethed, der på ingen måde gør os lykkelige. En af vinklerne har været, at dét at gøre noget for andre, gør os lykkelige. At forsøg på selvudvikling fører til selvoptagethed kan sagtens ske. Som alt andet kan selvudvikling misbruges. Hvis vi er forkælede i forvejen, vil vi være tilbøjelige til at bruge selvudvikling på en forkælet og navlebeskuende måde. Det er en af grundene til, at selvudvikling sjældent lykkes særlig godt i et online-forløb eller på et enkelt weekendkursus. Der er nødt til at være noget i de redskaber og den metode, vi vælger at bruge, der opfanger og konfronterer vores ubevidste adfærd på en længere bane, hvis vi altså virkelig ønsker at forandre. Og vi vil være ubevidst tilbøjelige til at slippe udenom. Er vi tilfredse med at få noget inspiration og foretage lidt vedligeholdelse på overfladen, kan det være fint nok at shoppe rundt. Vi skal bare ikke tro, at vi får andet end det.

Selvudvikling betyder i mine øjne at skrælle lag af sig selv. Lære sig selv at kende på et dybere plan. Konfrontere egne flugt- og forsvarsmekanismer. Forlige sig med sig selv. Lytte til sig selv. Elske sig selv. Gøre det, der skaber glæde hos én selv. Tage vare på sig selv. Gå efter dét, der skaber mening for én selv. Det er vel ikke raketvidenskab, at for at kunne være noget sandt for andre, må vi være noget sandt for os selv. Sæt iltmasken på dig selv, inden du sætter den på dit barn, for gør du ikke det, er du måske besvimet, inden du når der til. At dét at gøre noget for andre gør os lykkelige, er for mig at se en sandhed med modifikationer. Jeg var selv i mange år storforbruger af at skabe glæde i kraft af at jeg gjorde noget for andre, men på den lange bane drænede det mig stødt og roligt for energi; det var en skrue uden ende og en afhængighed af at kunne gøre for andre for at være glad. Og helt ærligt også et overgreb imod dem – selv bryder jeg mig i dag i hvert fald ikke om at være del af andres glædes-regnestykke. – Hvad hvis jeg siger nej tak?

I dag er min glæde skabt på et helt andet fundament og på kærligheden til mig selv. Mit overskud til at være noget oprigtigt for andre (uden glædesregnestykker os imellem) og min evne til kærlighed til andre er vokset i samme bevægelse. For os, der ikke har oplevet egenkærlighed som en naturlig færdighed, er det ikke en holdbar løsning at tro, at det at være noget for andre i sig selv gør os lykkelige. Vi er nødt til at gå i træningscenter først, give os selv iltmasken på. Den gode nyhed er, at vi kan rykke os selv hele vejen. Både fra lavt selvværd, misbrug, afhængighed, selvskade osv. og fra de helt accepterede, ’normale’ (og til tider roste) afhængigheder som f.eks. afhængigheden af at glæde andre for at føle sig god nok. Til at nå til en dyb, indre og vedholdende glæde og selvkærlighed. Med ihærdighed og vedholdenhed, hvis vi beslutter os for det. Og ved hjælp af metoder, redskaber, forløb og mennesker, der ikke lader os slippe så let. Til glæde og lykke for både os selv og andre. Det er ikke nødvendigvis behageligt. Der vil være faldgruber undervejs. Vi fristes til at please, vi er konfliktsky, vi under ikke os selv at mærke den indre glæde. Vi tror ikke vi har fortjent det, ser ikke os selv sådan. Det er lettere at pege på andre og andet end på os selv og vores eget ansvar. Vi gider ikke gøre arbejdet, vi vil have en pille, et quick fix. Vanen i lidelsen holder os tilbage. Sært, men sådan er det: Der kan være en sælsom tilfredsstillelse i det lidelsesfyldte, fordi det friholder os fra at tage det betingelsesløse ansvar for vores eget liv.

Ansvaret består i sidste ende i at gøre vores bedste for at realisere hver vores unikke potentiale dag for dag – at blive bedre til at være os, uafhængigt af hvad andre måtte mene om det. Være ærlige overfor os selv. Hvad enten det er igennem at være forælder, medarbejder, kunstner, stå i spidsen for en virksomhed, løbe en maraton, skabe en have, sætte rammer andres opvækst, udvikling og læring eller noget helt andet. Hvad der giver mening for os, ved vi kun selv. Måske har vi ikke fundet ud af det endnu, så er opgaven at gå i gang med at afdække det. Igen må vi skabe tid og mulighed for at gøre, arbejde os i den retning. Hvis vi bliver bedre til at mærke os selv og holde af os selv, vil vores livsopgave med tiden tone frem. Vores livsopgave er ikke en beslutning vi tager, det er en ressource der allerede bor i os. Og den kan være alt fra at være nogens sekretær eller hustru til at sikre verdensfreden. Beslutningen ligger så i, om vi vælger at ville realisere den. Det jeg taler om er ikke den forkælede medarbejder, der hele tiden vil have egne behov og ønsker opfyldt uden blik for virksomhedens, kundernes eller familiens behov. Ansvaret består nemlig også i at tage beslutninger og at leve op til dem – indtil den dag, hvor der evt. tages en beslutning om at gøre noget andet. Har jeg valgt at sige ja til det job, gør jeg mit bedste for at leve op til det ansvar. Har jeg sat børn i verden, gør jeg mit bedste for at leve op til det ansvar. Et ansvar hvor det hører med at sige fra, hvis chefen eller ungen er urimelig. At tage 100% ansvar for dem vi er og det vi rummer er sårbart. Vi risikerer at fejle med det, der betyder allermest. Vi sætter os selv i spil.

Så hvordan bliver vi bedre til at mærke os selv og holde af os selv, uden at det ender i selvoptaget navlepilleri? En af de vigtigste grundpiller er kendskabet til vores grundemotioner og evnen til at gennemskue vores følelsesmæssige forsvarsværker. Mange har ikke lyst til at pille ved disse ting, fordi de skaber en oplevelse af identitet, også selvom de står i vejen for os. ”Jeg er jo temperamentsfuld”. ”Jeg er så følsom”. ”Jeg har angst”. ”Jeg er sådan en glad person”. At kende sine grundemotioner er at bruge vores følelser konstruktivt. Det er at være i sorgen over et tab i omsorg for sig selv (- ikke i selvmedlidenhed). Det er at bruge angsten til at skærpe opmærksomheden overfor det ukendte (i stedet for at lade sig passivisere i ubehaget eller flygte fra det). Det er at markere sig selv og sine grænser (i stedet for at gemme sig i konfliktskyhed), inden vrede bliver til eksplosion. Det interessante er, at når vi mestrer disse ting, forsvinder følelserne igen. De er bare signaler til os om en handling – de viser os, hvem vi er. De passiviserer os ikke længere. Vi er ikke længere nødt til at vælge forsvarsmekanismen, fordi vi ikke kunne være i følelsen, eller fordi det var illegitimt (eller bare uvant) for os at handle på den.

Vi kan komme til at mestre læren om grundemotionerne igennem indsigt og træning. Der er ikke som sådan noget nyt vi skal lære, for evnen er medfødt. Vi er bare kommet væk fra at bruge den i løbet af vores opvækst. Vi har tillært nogle reaktionsmønstre. Sådan er det for de fleste, og sådan har det været for mig selv. At finde ind til at bruge den evne igen er en del af det at lære os selv at kende, processen er en del af det at være menneske. Og processen kan være noget af det smukkeste, hvis vi vælger at se den sådan. Læreprocesserne og hjælpen bliver serveret for os, skridt for skridt. Vores opgave er at tage imod, sige ja tak, også når vi ikke får det, vi ønsker os. Hver gang kommer vi både styrkede og klogere ud på den anden side. Det kan godt være vi har mistet, er blevet syge, er blevet skilt, er blevet fyret eller andre tilsyneladende negative ting. Men hvis vi vælger at se det som læreprocesser, fremfor som lidelser, ser verden pludselig anderledes ud. Vi får hjælp til vores næste skridt. Livet, Universet, Gud, eller hvad vi vælger at kalde det, ved hvad der bringer os videre. Det kan godt være forskelligt fra det vi selv har lyst til, og er det ofte. Først senere får vi øje på, hvad det var vi fik. Livet, Universet, Gud – eller hvad vi nu vælger at kalde det – har nemlig tillid til os, vil have det bedste ud af os, presser os lige lidt mere til at blive en bedre version af os. Er for os, og venter bare på os – på at vi handler. Også selvom vi ikke har lyst.

Vi kan vælge at sige ja tak til livet, eller vi kan vælge at leve det modvilligt. Uanset hvad vi vælger, har livet sagt ja til os og vil blive ved med at forsøge at få os til at få øje på vores ansvar som de enestående skabninger, vi er her for at være, med hver vores helt særlige kombination af ressourcer og opgaver, som vi er her for at bruge og løse.

0 kommentarer

Omtale

 

”Det har vist mig min egen styrke og forståelse for, at det er mig, der skaber forandringen – det er mine valg, der skaber mit liv.”

/Thomas

 

”Jeg kan varmt anbefale Mentalhygiejnisk Træning, hvis man virkelig ønsker at ændre noget, og ikke bare vide noget om at ændre noget.”

/Kristina

Læs flere udtalelser

Vil du vide mere?

Få tilsendt gratis uddrag af bogen Dine valg er dit liv - hvordan vælger du? og modtag nyt om kurser, udgivelser og foredrag

Se kalender