Forfatter

Arne Olsen

 

Trivsel vs. mistrivsel

Arenaen

“Livet er ikke skabt til kamp”. På trods af den udtalelse siger I så også “Det må der kæmpes for”. Som jeg ser det, er det desværre den sidste sætning, der med ordets kraft og godt hjulpet på vej af superfrelsere, bliver årsagen til, at der til stadighed og i voksende grad er mange, der ender i den arena. Det ville være en god ide kun at lytte til den første sætning.

På arenaens kamppladser er der en stadig voksende skare af strateger. Officerstaben af eksperter breder sig som en steppebrand i form af coaches, trænere, sekundanter, dommere og overdommere. Et eksplosivt antal af såkaldte specialister og eksperter. Den problemstilling, der blev gjort opmærksom på i eventyret Svanernes sang for 18 år siden, er bare blevet voldsomt forværret.

Det må da være stof til eftertanke, at jo flere der gennem de seneste årtier er udklækket af alle os tilsyneladende godhjertede frelsere, jo mere er skaren af de mistrivende vokset. Specielt tilførslen af de unge er eksplosiv.

For mig at se er mistrivsel ved at tegne sig for en ny normaltilstand i de vestligt prægede samfund, i og med at det er mængden, der er retningsgivende for normbegrebet. De asiatiske lande følger skarpt efter – de skal lige være færdige med at skamme sig over, at det er, som det er, så de er godt på vej ind i den norm. De øvrige nationers befolkninger har stadig for travlt med at kæmpe i andre former for krigshandlinger.

Kamphandlinger drives og vedligeholdes af begær. I Mammons ånd retfærdiggøres det ved, at det giver et godt afkast, og mange holdes beskæftiget i det skuespil. Lige så tilsyneladende konstruktivt det ser ud til at være, lige så destruktivt er det i sidste ende. Det opdages bare ikke, for der bliver skiftet retning masser af gange mellem eksperternes arsenaler, og der tilføres konstant nye våben.


Ungdom vågn op!

Bliv væk fra de arenaer. Har du ladet dig fange i spillet, så vælg din vej ud af det med omhug. For at kunne gøre det, må du først erkende mistrivslen. Mistrivsel er ikke og må ikke være en normal tilstand, du må aldrig acceptere tilstanden, men respekter at det er, som det er i nuet, så åbner du for muligheder til at skabe opløsning, så du kan få øje på en vej ud af tilstanden. Glem alt om at dine forældre kan hjælpe dig. De har bragt dig hertil, så ændrer de ikke retning gør de kun mistrivslen værre. De tilsyneladende årsager er underordnede, det skal nok blive dig vist hen ad vejen i takt med, at du bliver mentalt parat til at håndtere det.

Den reelle årsag kan du ikke gøre noget ved, det var dine forældres opgave, en forældre rolle der måske burde have været udført på anden vis. De viste ikke bedre og bestræbte sig på at udleve sine værdinormer. Med stor sandsynlighed i den bedste mening, de kunne ikke se svigtene, de gjorde jo bare, som man gør.

Det du kan gøre noget ved, det er at gå i opposition overfor de adfærdsmønstre du gennem din opvækst har tilegnet dig, og selv er i gang med at udbygge. Det er en beslutning du må, og kun du kan, tage. Det er en beslutning om at leve et begreb ud, du nok ikke kender den egentlige dybe betydning af, for det har du ikke lært. Det er begrebet ANSVAR. Vel at mærke et ansvar der skal leves udfra den virkelige virkeligheds regelsæt.

Dit regelsæt af ansvar bygger på et fundament af dine forældres misforståede forhold til, hvorledes børn skal have tilegnet ansvar gennem stolthed og begærlighed, der er tidens retningsviser for værdiparametre.

Dine forældres manglende evne til at påtage sig det rette ansvar bygger for de flestes vedkommende på en basis af grænseløshed. Det kræver grænser for at kunne efterleve ansvarlighed. Er grænserne konstrueret af gummibånd og rykkes alt efter behagsyge og/eller konfliktskyhed, så er der ingen konsekvens. Ingen konsekvenser, ingen tilregnelig ansvarlighed. Døren står nu på vid gab for manipulationernes kampplads.

En seks-årig datter til en klient jeg havde, sagde det engang helt tydeligt til sin far, der gik i en af mine mentale træningsforløb. Faderen der havde arbejdet med mentaltræning i et års tid fortalte datteren at moderen nu også ville begynde i et tilsvarende forløb, hvorefter datteren udbrød: “Æv, så er der slet ingen jeg kan manipulere med”. Syv år senere serverede selv samme datter endnu en klar sandhed. Moderen spurgte hende, hvorfor hun blev ved med at forsøge at får sin vilje i et eller andet grænsesat spørgsmål. Svaret kom lige fra hoften: “Fordi jeg kan, og jeg skal bare blive ved længe nok”.

Denne grænseløse tidsalder har forflyttet ansvar og håndhævelse af det, når de håndhævende konsekvenser, der skal udbetales, er totalt ude af proportioner. Spilleregler skal overholdes i et og alt. Bliver de ikke det, har det konsekvenser, så det må da være ren logik at den der betaler regningen, må være den, der overskrider grænserne. Det sker bare ikke i de grænseløses arenaer.

Men nej, sådan er det ikke mere, på de fleste områder. Hvis det ikke er de andre, er det samfundet der tillægges ansvaret for de grænseløses behagsyge konfliktskyhed, eller også er det de grænseløses børn der tildeles en eller anden genetisk undskyldning. Sådan er det bare, det er samfundsnormen der bestemmer.

Den naturlige tid for barnets udvikling af egne grænser er blevet godt og grundigt smadret, på grund af en selvklar manglende anvisning via rollemodeller. Grænseløse forældre kan ikke anvise sande behov for børnene, da det er grænserne der danner basis for de sande behov. En sandhed, der ikke kan anvises, ender op i, at det er egoistiske behov i form af dine lyster, der afstikker grænserne, og dermed ikke dét, der er din sandhed. Det er en total misforståelse at dine lyster er lig med, hvad der er godt for dig. Det ender som regel op i at være mere brænde til mistrivslens bål.

Her har vi nok en af de væsentligste årsager til mistrivsel. Vi bærer erindringsmæssigt på sandheden, men den ubevidste undertrykkelse af erindringerne, fratager ikke nogle de lige så ubevidste tanker: “Der er noget der burde være anderledes. Jeg kan mærke der er noget der ikke er, som det bør være. Der må være noget galt i mig”. Svaret er, at du ikke er blevet oplært i at kigge i dig selv først. Du kigger efter svar der, hvor du bliver vist, at man søger svar. Det er der, hvor din finger peger hen, nemlig udad, og du ser slet ikke, at der er tre fingre der peger indad. Du gør bare som de andre.

Bryd mønstret. Giv dig selv ansvaret for at komme tilbage på banen, anlæg dig en moral, så du kan være dig selv bekendt. Lad være med at ligge under for, at teenagere skal opføre sig sådan eller sådan. Det nutidige begreb af teenageres opførsel har intet med den virkelige virkelighed at gøre, det er afstedkommet af dine forældres manglende evne til at leve op til sit ansvar, så derfor har de fralagt sig ansvaret og ladet dig stå alene med det. I deres snæversynethed kan de kun se samfundsnormen.

Du kan godt selv opbygge nogle gode relationer til dig selv. Glem alt om at det skal komme fra dine forældre og samfundsnormen. Find modet selv og gerne sammen med ligestillede. Sammen rykker I jer lettere, og hvis I tager udgangspunkt i at behandle omgivelserne, som I selv ønsker at blive behandlet, så kan det kun ende godt.

I er unikke væsener. I er agresive kreative skabende væsner. Med ganske enkel sund fornuft kan I genvinde balancen. Kærlighed er tillid og respekt, etabler kærligheden i dig.


Mistrivsel

Du skal være fornøjet. Alt andet er uacceptabelt. Et liv i middelmådighed eller mistrivsel er uacceptabelt. Meningen med livet er en kærlighedsaffære med sig selv, det er her den sande og vedholdende indre glæde skabes. Uden den har du ikke evnen til uselvisk at sætte dig selv først, for ad den vej i sandhed at kunne være noget for fællesskabet. Er du ikke der, så lever du med mistrivsel.

At vedligeholde en sådan eksistens er ekstremt krævende, og der er ikke mange, der klarer det uden at ende med selvdestruktion. Al sygdom udspringer af tilsidesættende adfærdsmønstre, så det er disse mønstre, der må have et andet fundament at hvile på.

Hovedoverskriften er: “Ansvar”. Et ord der for de fleste forældres vedkommende er blevet udbytte med det, de ynder at kalde bekymring. Manglende kendskab til emotionen angst har affødt denne adfærd. Angstens handling er at være opmærksom og ikke bekymret. Det er jo noget af et paradoks at bilde sig selv ind, at bekymring skulle føre noget godt med sig. Bekymring skaber udelukkende paranoia og paranoide tilstande.

En anden ekstrem adfærd, bekymringen danner grobund for, det er overbeskyttelse. Med overbeskyttelse mener forældrene at have retfærdiggjort deres behov for at opleve sig noget værd i forhold til sine børn. Det kunne være hensigtsmæssigt at have tanke på, at der ligger dokumentation for at overbeskyttede børn og mishandlede børn psykisk og/eller fysisk ofte ender op med samme traumatiske adfærdsmønstre.

Det er også forældres behov for at opleve sig værdifulde for sine børn, der skaber børnenes manglende og stadig dalende evne til, at der skal ydes for at nyde. Al for stor en del af forældre ser ikke den prostitution og krav om at blive holdt af, de skaber med det at lade børnene få i pose og sæk uden at de skal røre en finger, “Mine børn skal være stolte af mig, for jeg skal ikke fejle som forælder”, men det er der, I ender.

Tag bare konfirmationer og se, hvad det er blevet for en institution. Det var engang et ritual til i ydmyghed at erkende sig til en retningsbestemt tro. Nu er det blevet til et ritual, hvor igennem forældre skjult forsøger at vise, hvor meget de elsker deres børn, og hvor børnene på den måde skal erkende sig til sine forældres behov for at opleve sig noget værd, i et afdækket forsøg på at børnene så skal opleve værd gennem det. De forældre der så ikke har økonomisk belæg for det overdådigheds skuespil, kan så sammen med deres børn bruge det til det modsatte.

Børnene flaskes op med kravet om bare at skulle have, hvilket i den grad påvirker deres evner til at sætte tæring efter næring, efterhånden som de bliver ældre. Nogle får da lært sig selv det, men alt for mange sætter sig bare og kræver og/eller oplever sig mindre værd.  En total misforståelse, som forældre efterhånden typisk ikke har sans for.

Overbeskyttelse skaber kun uansvarlighed, selviskhed, begærlighed og al den mistrivsel det på den lange bane får, såvel for forældrene selv i forholdet til deres magtesløshed overfor børnenes problemstillinger, som for børnenes magtesløshed i forhold til livet. Børn skal selv tillægges ansvar for dækning af egne behov og udfylde dem i forhold til den alder, de har, udfra den virkelige virkeligheds koncept, og ikke udfra et eller andet akademisk koncept, der bygger på uvirkelige samfundsnormer.

I samfundsnormens lys er bekymring blevet til noget med at være omsorgsfuld og betænksom, det stik modsatte af den konsekvens, afkastet af sådan en adfærd bliver. Den konsekvens er mistrivsel, hos det barn der får den ind med modermælken. Med et manglende kendskab til emotionen sorg, bliver barnet fodret med bekymring og ikke med sorgens handling omsorg. Når du ikke ved, hvad der er omsorg for dig, kan du ikke se dine sande behov. Når du ikke kan få afstukket dine sande grænser, kan du ikke efterleve emotionen vredes signal til markering af grænser. Uden grænserne, ingen ansvar. Ingen ansvar er mistrivslens fundament.


Universets udgangspunkt

Betragter vi udgangspunktet fra den virkelige virkeligheds naturlove, så er det forældrenes rolle som forældre, der med misforståede stolthedskriterier og Mammons fristelser har ført forældrene på afveje. En proces der langsomt men sikkert gennem tiderne har lokket til ubevidst destruktion. Den vej er en sikker vej til selvudslettelse som individ af naturens egen ånd. Historisk set er det dokumenteret, hvorledes kulturer tidligere har udryddet sig selv. Vi er godt på vej ud ad den sti endnu engang.

Ad selvdestruktionens vej ender menneskeheden op som et surrogat af noget, der var engang. Forsøg på flugt herfra er nok den væsentligste årsag til, at kunstigt bevidsthedsudvidende stoffer såsom ordinerede mediciner, narkotika, alkohol og nu også virtuel reality i vores tid er i så kraftig vækst. For her kan der flygtes fra den forvirring og frustration, der forårsager mistrivslen. Dette er bare få af de værste samfundstruende afhængigheder, der er mange andre afhængigheder. Du har sikkert også dine specialiteter, hvis du da ellers tør erkende dem. Brugen af afhængigheder er desværre som at tisse i bukserne, så selv om du skifter afhængighederne ud undervejs eller forstærker brugen, så ender du i mistrivslens selvdestruktion.

Den tilpasningsevne der er røget af sporet, er evnen til at bevare forældrenes roller i barnets opvækst, så barnet kunne få lært det, der er hensigten med at have forældre. Når barnet fra fødselsøjeblikket oplever disse massive svigt, som det bliver til, så er der ikke noget at sige til, at trivslen blandt ungdommen i dag halter kraftigt bagefter Universets hensigt med livet. En hensigt der skulle munde ud i at leve et liv i kærlighed til sig selv, for der igennem at kunne yde sandhed til sine efterkommere.

Grænser afstukket af udfra din indre sandheds behov, er der hvor kærligheden til stadighed vil vokse og blomstre i dig selv og i fællesskabet med dine omgivelser. Det bliver dog kun til virkelighed, hvis du selv overholder dem og står fast på dem. Du skal ikke holdes af for det du gør, du skal holdes af for den du er.


Tag ansvaret

Selv oplevede jeg tidligt i min barndom, at det ikke kunne passe, at det var sandheden om forældre, sådan som mine forældre bidrog til de roller. Det var en ekstremt ubehagelig tid, men igen “intet er som det ser ud til at være”, for jeg må jo erkende, at det er den del af mit liv, der skabte fundamentet til den, jeg er i dag. Et resultat jeg er blevet ganske tilfreds med.

Den forvirring, konstante angst og de frustrationer, det medførte, gjorde at jeg tidligt meldte mig ud af familien rent mentalt. Det blev min redning, for mine valg gjorde at jeg tilegnede mig et primært positivt livssyn, for det kunne kun blive bedre på den anden side af seneste mishandling. For ned med nakken – det skulle de ikke få mig. Måske ikke det bedste vækstgrundlag, men jeg fik skabt et godt liv for mig selv, ene og alene udfra egne skabte holdninger og tro på, hvordan det burde være.

Jeg skulle blive over 40 år inden de endelige løsningsmodeller kom til mig, men mange erfaringer er høstet på den vej. Det har der så været en mening med. Det har skabt en vej til forandring som alle kan bruge. Gå tilbage til udgangspunket, som er læren om dit indre signalsystem, dine emotioner. Lær at leve efter de spilleregler, så kan du kun skabe trivsel.

Der er ingen grund til, at du tumler rundt og går en masse unødvendige skridt. Gør brug af de erfaringer, andre har gjort, på den måde kan du løfte din egen personlige bund længe inden du ellers vil skrabe mod den, hvorfra du vil have vanskeligt ved at komme op, for den dynd, der er på bunden, har en tilbøjelighed til at virke som kviksand.

 

Du høster, som du sår.
Er dine frø positive? Hvis ikke,
så skab dem et andet sted.

 

(Teksten i kursiv ovenfor er fra kortene Positiv Tænkning. Læs mere om dem her).

Vil du vide mere?

Få tilsendt gratis uddrag af bogen Dine valg er dit liv - hvordan vælger du? og modtag nyt om kurser, udgivelser og foredrag