Kære mor og far

Kære mor og far

Fra Arne Olsen

Jeg kommer måske snart igen.

Jeg skriver til jer, fordi jeg snart forlader denne jord.

Så inden jeg skal til at vælge, hvem jeg skal i lære hos, når jeg atter inkarnerer – hvis jeg da ellers skal det, vil jeg bede jer tage ved lære af nogle erfaringer, som jeg har gjort mig i det her liv.

Denne gang blev jeg født i 1950. Uha, uha, det var noget af en lære at påbegynde det liv op gennem 50’erne og først i 60’erne. Jeg må dog erkende, at jeg – efter en mængde turbulenser i 90érne – fik styr på, hvad min lære i dette liv var. Det var her, jeg endelig fik tilegnet mig visdommen om vores følelsesmæssige indre vejnet.

Når jeg kigger tilbage på, hvordan livet i vores del af verden igennem min tid har set og ser ud, kunne det godt være kimen til bekymring at skulle vende tilbage. Nu hører jeg ikke længere til hos den gruppe, der bekymrer sig; det har jeg vænnet mig af med. Jeg vil hellere gøre mit til at skabe forandring, så derfor denne appel til jer, som forældre.

På trods af oplevelserne i min opvækst kan jeg tydeligt se, at der kun var den vej til at lære, hvad og hvem jeg kunne blive til. Intet kunne med det udgangspunkt have været anderledes. Jeg tog det rette valg, da jeg besluttede mig for denne inkarnation. Så hatten af for jer som forældrepar – selvom jeg dengang i lang tid bildte mig ind, at en opvækst burde være anderledes. Jeg opdagede så senere i livet, at min oplevelse af en barsk barndom ikke var indbildning, det var den skinbare sandhed.

Det er nu engang sådan, at det er vanskeligt at give en lære videre, man ikke selv har tilegnet sig. Så godt det samme, for jeg fandt selv ud af vejen. Jeg fandt læren om mit indres signalsystem og hermed grundstammen til alle syge domme.

Tilsidesætter I de første, følelsesmæssige signaler gennem misforstået tillært brug af emotionerne, så åbnes vejene til de fysiske signaler, også kaldet sygdom.

Jeg vil gerne have, at I tilegner jer denne viden, hvis jeg skal til at vælge forældre igen, så jeg får et væsentligt bedre udgangspunkt, hvis det skulle blive os, der mødes.

Det er viden om følelsen sorg, der har med læren om tab at gøre. Gennem læren om sorg lærer I omsorg, og det er her, dine sande behov skabes. Kender og handler I ikke jeres virkelige behov, er I ikke i stand til at efterleve og høste af brugen af de næste følelser.

Følelsen vrede skulle gerne pr. automatik dukke op, når jeres grænser overskrides. Så har I ikke styr på de sande behov, er det ikke muligt at få markeret jer på en konstruktiv måde. Jeg ved godt, at I mener, I markerer jer, men er det konsekvent? Og/eller er det på forestillede grænser og på ikke-sande grænser (forsvarsværker)?

Følelsen angst tændes også automatisk, men nok oftest i misforstået anvendelse – for det er kun meningen, at den skal dukke frem, når I ikke kender udfaldet af en handling eller anden situation. Angst er jeres overlevelsesemotion og den fortæller jer, at I skal skærpe jeres opmærksomhed. Den angst, I kender til, er nok angsten brugt som forsvar overfor andre følelsesmæssige tilstande.

Sand handling på jeres indre signalsystem har en selv-skabende effekt, der er værd at gå efter. Effekten er følelsernes konsekvens, glæde, der opstår gennem korrekt handling på de tre første. Det er her I, med den udviste kærlighed til jer, selv skaber fred, harmoni og healing.

To andre adfærdsmæssige elementer i livet, som jeg godt kunne tænke mig, at I fik kigget efter i sømmene, er moralen og stoltheden. Lad os først kigge på moralen.

Jeg må tilstå, at den strenge moral, der dominerede i min begyndende opvækst, trængte til en kraftig justering – og det skal jeg da love for, at den fik. Den røg for de flestes vedkommende helt ud over grøftekanten. Anført af røde strømper og lyserøde halstørklæders overpædagogiske retningslinjer, der forførte normen ud på den forkerte side af balancepunktet, i forhold til samfundsregler og autoriteter.

Jeg var selv med en tur der ovre, men jeg oplever, at jeg har fået placeret mig i balancen i dag, og den del ønsker jeg ikke at skulle ned og opleve igen. Den næsten totale grænseløshed er hos de stakkels børn, der gennem de år blev udsat for den indoktrinering, endt op i det, vi i dag ser hos deres unge. En samfundsgruppe der slår verdensrekorder i alkohol og stofmisbrug i søgen efter et ståsted i en grænseløs tid.

Forældrene fik ikke sat nogle sunde grænser, for deres forældre var i total opposition til alt, hvad der hed grænser og grænsevogtere. Måske var de i ren benægtelse overfor deres frustrationer over datidens moralvogteres misforståede grænsedragninger, og deres håndhævelse af dem. Så da revolutionen satte ind, smuttede det fra dem i deres uvidenhed om, hvad det vil sige at sætte grænser. Så der blev ikke sat nogen.

Det endte så op i “alles kamp mod alle” – for værdifuld skal man jo opleve sig, ellers er man jo ikke noget. De kaldte det godt nok “fællesskab”.

Begærligheds begreber satte ind, og værdinormer ændredes, og understøttedes af stoltheden. Den holder os bare ikke i længden, på det rette spor. Det er fordi stolthedens værd opretholdes af en række afhængighedsmønstre, der gradvist løber tør for værdi. Det opdages bare ikke, før udbrændingen sætter ind.

Stoltheden er, og skal også have lov til at være, et af barnets animatorer i læren til livet. Så længe den opretholdes i den positivt skabende ånd, er den frugtbar. Stoltheden skal have sin plads, men så heller ikke mere. Den bliver hurtigt mere destruktiv i barnets lære, efterhånden som årene går, hvis barnet ikke får lært noget om grænser, bygget på et fundament af sande behov.

Ros skaber en værdioplevelse, og stoltheden er frugten. Det er derfor også vigtigt, at barnet ikke skamroses. Nok er nok, for der kommer ikke noget godt ud af overforbrug, og et af problemerne er, at nutidens forældre er skrækslagne for, at deres børn ikke skulle elske dem. Jeg kan så fortælle jer, at den elskov smuldrer med årene, hvis I ikke konfronterer dem med sunde grænser. Det at føde børn og være forældre i sandhed er ikke en videnskab, selvom mange forsøger at presse det ned over de vordende forældre. Det er en naturlig viden, der bæres på i underbevidstheden. Denne naturlige medfødte evne undertrykkes desværre hos mange af en belæst og akademisk tilegnet forældrerolle.

Når barnet bliver lært at gøre det, som et barn normalt skulle kunne i et vist alderstrin, skal de ikke længere belønnes. For det er her, barnet lærer noget om ansvarlighed for sig selv. En ret barnet har, men som mange uvidende forældre totalt har misforstået. De forstår ikke, hvorfor de stadig skal snøre børnenes sko, når de skal konfirmeres.

Det skal de, fordi de har lært børnene, at når de skriger og skråler og opfører sig hysterisk, friholdes de uden konsekvenser for det, der er deres egne opgaver. Det er et godt eksempel på misforstået pædagogik, hvilket bl.a. har medført mange høreskadede pædagoger. Barnet, der råber højst, får fortrin, og så blomstrer stoltheden på falsk grundlag. Det er nemt nok, at vende barnet af med den adfærd: Den der råber, den bliver der ikke lyttet til. Det vil jeg gerne lære, hvis det bliver min tur igen.

NÅ – men forældrene skal nu til at være rigtig stolte af barnet, for nu er barnet blevet indoktrineret til, at det er deres opgave at sørge for, at forældrene er stolte. Når barnet så handler efter forældrenes taktstok, skaber det hos barnet ekstra værdioplevelse gennem den stolthed, de voksne udstråler.

Så når forældrene nu har vist dem, at vejen frem her i livet, går via gymnasiet og universitet, står vi i dag med en kæmpe skævhed med mangel på mennesker med håndværksmæssig baggrund, og en pukkel af akademikere hvoraf mange har spildt en masse år, og en stor del er endt i stolthedens gabestok.

I den proces, blev der ikke lyttet til de signaler, barnet helt sikkert selv har haft. Forældrene har aldrig tænkt på: “Er det nu også barnets tarv at lede dem den vej?” Fordi et barn evt. ikke er i stand til at leve op til en værdinorm, som er skabt i en forældrehjerne, gør det absolut ikke barnet mindre værd. Tværtimod, for det krav forældrene får opbygget, ligger som regel højere end forældrenes niveau i hierakierne – ellers er der jo ikke værdioplevelse i det for barnet. For det er nødt til at være mere end, for at opleve værd.

Et barn, der guides af forældrene i henhold til barnets egne kreative skabene evner, giver til enhver tid det bedste udkomme. Så ønsker dit barn sig at være reklametegner og er rigtig god til at tegne efterligninger, må du sende dem på opgaver, så de selv får set den falske illusionen af egne evner, hvis det er en kopimaskine de er. Den form for ansvarlighed skal vi som forældre være parat til at udvise. Udviser vi barnet tillid i, og respekt i deres søgen efter det for dem rette, så finder de det også. Barnet skal guides af sund skabende fornuft, og ikke af forældres higen efter stolthed.

Der er ikke noget værre for noget barns værdioplevelse end at stå med en studentereksamen, der ikke er det papir værd, den er skrevet på – og så bare fordi der var nogle forældre, der skulle sole sig.

Med den form for livsførelse og håndtering af moral og stolthed på nutidens vej, skabes et stadig voksende tilsyneladende behov for udbrænding. Et behov, der med simple og enkle spilleregler i livet er til at ændre på. I bærer i jeres sjælserindring på visdomssystemet om emotionerne og deres signalsystem – I skal bare have genoptrænet det. Få mod til ind imellem at blive opfatte som et dumt svin af jeres børn. Det er en del af det at være kompetente forældre.

Smut en tur forbi hjemmesiderne dinevalgerditliv.dk og dagenstanke.dk når du alligevel sidder og surfer. Dér er noget, I kan bruge, hvis I vil være potentiale til mit valg, hvis jeg bliver sendt tilbage endnu engang.

Kærlig hilsen mig