GUD – et begreb

GUD – et begreb

Ordet Gud er nok det mest manipulerede ord på vores skønne jord. En manipulation der, gennem alle tidsaldre, har kunnet få lov til at ske ved at lade nogle få være retningsgivere for, hvad det skulle stå for, godt tilpasset deres egne eller overordnedes behov.

Sådan er det også i vor tid, men der er ikke mange, der tænker over, hvor bredt begrebet egentligt dækker. Ej heller hvor stor en betydning det har for påvirkningen af os som menneske.

Ordet Gud er nok det ældste synonym der eksisterer. Det er et synonym for den skabende energi/kraft det enkelte menneske tror på som værende sin drivkraft, såvel bevidst som ubevidst. Alle mennesker er agressive kreative skabende væsner, der drives af troen, og det er, hvad enten det har konstruktiv eller destruktiv konsekvens.

Ordene Gud og tro går på den måde hånd i hånd, og i det fællesskab er religionerne desværre i mange henseender blevet vildedere i stedet for vejledere for mange mennesker. Noget, der er sket, fordi mange har tilskrevet religionerne med alle deres forklaringer, fordomme og forsagelser, rettighederne til de to ord.

Alle væsner er troende, for troen er nøglen til enhver skabelse. Der er de ubevidste skabelser, der drives via din sjælserindring, og så er der de skabelser, mennesket påvirker hele sit væsen med. Det er de bevidste skabelser, der udspringer af de signaler, du modtager, som så omsættes til noget, du vælger at tro på som en mulig virkelighed. Altså driver troen dig til den egentlige skabelse af det, du fik troen på. Så når mennesker siger, at de ikke er troende, så holder den ikke. De ved det tilsyneladene ikke på det bevidste plan.

Det er mennesket, der med sin bevidste tro må tage hele ansvaret for skabelsen af sig selv som væsen på denne jord. Når det nu er sådan, at den virkelige virkeligheds energi og skaberkraft har sit agressive kreative skabende udspring i troen, vil en erkendelse heraf kunne give mange mennesker et andet og mere konstruktivt liv.

Definitionen af ordet tro er, at “tro er en højere pyskologisk evne, der ligger hinsides det menneskelig forståelige”. Så derfor skal tro ikke på nogen måde forklares, hvis det skal være en fri skabende energi/kraft. Den skal opleves og efterleves fri af tvangsstyringer af nogen art. For at være i stand til at fuldbyrde oplevelserne og høste af dem, er mennesket nødt til at lære deres emotionelle signalsystem at kende.

Religionerne er retningsbestemt tro, der på grund af deres mange fortolkninger let bliver begrænsende i det at leve i frihed med sin egen unikke skabende energi/kraft. De begrænsninger ligger på lige fod med mange andre afhængighedder. Hvis mennesket bevarer opmærksomheden på definitionerne af de to ord i retningsbestemt tro, bliver det også i stand til at bære og fastholde sit personlige ansvar for sine skabelser, i stedet for at lade sig styre af massesugesionen i religionerne.

Når afhængigheder nævnes i denne forbindelse, er det fordi afhængigheder reelt kan betragetes som Guder. Årsagen er, at afhængigheder, mens de bliver opbygget af mennesket, opleves som skabende for selvværdet. Altså er det noget det enkelte menneske tror på, dermed er afhængighederne drivkraften.

Religionerne og anden tro skal ikke anfægtes her. Det er motiverne for at være i troen der skal anfægtes, for det er den, der for mange mennesker skrider, hvis de da ellers overhovedet har tænkt over dem. Er mennesket i sine overbevisninger fordi det er dets virkelige virkelighed, eller er det der reelt for ubevidst at kaste ansvaret fra sig i nogle uvirkelige virkeligheders forestillinger, skabt på baggrund af manglende kærlighed til sig selv?

Ligegyldigt hvor mennesket placerer sin tro, vil troen kun tilføre dem konstruktiv energi/kraft, hvis motivet for troen stemmer overens med dets indre sandhed. Menneskets indre sandhed indeholder til enhver tid den visdom de har brug for, for at leve den i nuet. Den hviler i sjælsbevidstheden, der er gudskraftens højborg. Skab kontakten, for det er her, du vil opleve enheden med Altet/Universet.