Åbent brev del 2: Kommunikationens konsekvenser i sundhedssystemet

Åbent brev del 2

Kommunikationens konsekvenser i sundhedssystemet

Fortsættelse af et åbent brev af Arne Olsen, 8 år med en kræftdiagnose.

Læreprocesserne. Del 2 af et indlæg i to dele.

Velkommen tilbage.

8 år med kræft

I efteråret 2009 oplevede jeg fysiske signaler i min halsregion. Jeg troede, det var en omgang halsbetændelse, noget jeg ellers ikke havde døjet med i mange år. Det ville ikke rigtigt forlade mig, så efter et par måneder konsulterede jeg en læge for at få noget penicillin.

Det forandrede ikke på situationen. Jeg gik derefter til en anden læge, der udråbte den første læge til en jubelidiot, og han anbefalede sugetabeletter, men lige lidt hjalp det. Så besluttede jeg i september 2010 at konsultere en halsspecialist, og her stod dommen straks at læse i hendes øjne. Tre dage senere var jeg inddraget i kræftpakken på Aalborg Universitetshospital.

Allerede ved den anden konsultation blev der talt om strålebehandling og kemo, hvilket ikke lige var mig. Jeg borede lidt i mulige muligheder, så ved tredje konsultation udtrykte jeg, at jeg ikke var meget for det med strålebehandling og kemo, men at jeg vidste, at der i Århus blev arbejdet med nogle alternative forsøg, som jeg gerne ville deltage i, hvis det var ladsiggørligt.

Nej til behandling

Der var to læger tilstede, og de påstod, at der kun var mulighed for det, der allerede var foreslået tidligere. “Nej tak”, sagde jeg, og ganske bestyrtet oplyste de mig følgende: “Så behøver du ikke at tænke på julegaver, for du kommer ikke til at opleve julen”. Jeg svarede: “Fred være med det, men jeg ønsker et andet alternativ”. 

Her har vi en situation, hvor udtalelserne ville slå de fleste ud af kurs, en total hensynsløs melding. Mange ville straks underkaste sig Profeternes klogskab. Det vár måske også meningen med sådan en udmelding. Jeg opfattede det som: “Jeg ene og alene vide, ret ind til højre”. Min respekt til den afdeling faldt totalt til jorden, nul tillid. Denne mistillid blev senere stadfæstet af overlægen. Mange vil i sådan en situation miste en hel del af et i forvejen skrantende livsmod skabt af angsten, alene på grund af diagnosen. 

En uge senere var jeg til den endelige konsultation angående behandlingsplanen. Det var den store overlæge selv, der førte an med to andre læger og en sygeplejerske stående ved sin side. Hun tog straks ordet efter at have præsenteret sig, og her er ordene:” Jeg hører, at du siger nej til stråle- og kemobehandling. Det med Århus lader sig ikke gøre, så kan du ikke tage mod den behandling vi tilbyder, skal du ikke spilde vores tid. Jeg udskriver dig nu, så kan du jo komme igen, når du er syg nok”. Jeg rejste mig og forlod lokalet. Jeg blev udskrevet som terminal.

Pudsigt nok, er det ikke således, at udskrivningen er beskrevet i journalerne.

Dødsforberedelser og kajak

Jeg var ivrig dykker på det tidspunkt og var som instruktør med til at etablere en ny klub. Det arbejde måtte jeg melde fra, så jeg hoppede i en kajak i stedet for, for på vandet det ville jeg.

Der var jo den mulighed, at profeterne på hospitalet havde ret, så selvom jeg ikke troede på det, var jeg af hensyn til omgivelserne nødsaget til at gøre klar til at skulle herfra. Med det på plads var der ro til kajaktræning.

Det fængede mig, så jeg besluttede mig for at træne op til en tur Danmark rundt, det var jo skønt at kunne padle rundt der og være fri til at lægge fokus på min opløsning af det destruktive i den valgte læreproces. De næste mange måneder roede jeg bare derudad, 20-30 km 3-4 gange om ugen. Det sidste år inden læsset væltede i 2013, fik jeg roet 2500 km og var egentlig klar til en længerevarende kajaktur rent erfarings- og konditionsmæssigt, men kræften ville noget andet.

Det var blevet foråret 2013 og jeg oplevede, at der skulle forandring til. Det kom der, men ikke lige den jeg havde forestillet mig. Det blev begyndelsen på to års massiv omgang med indlæggelser, operationer m.m. Fem måneders indlæggelse alene i 2014. Herfra og frem til nu har jeg mere end 250 journalnotater på sundhedsportalen, så der er røget en del kommunikation gennem øregangene i den tid – det meste dog af konstruktiv karakter, men der er lige det “MEN”, der ikke skal være der.

Udbytte af kajaktræning

Jeg havde besluttet mig for at opsige mit lejemål, flytte i en campingvogn, købe en ny og mere rummelig kajak – og så tage på opdagelse i Det Sydfynske Øhav og evt. en tur Fyn rundt, som prøvetur for min Danmark-rundt sejlads. Da jeg var to dage henne med opmagasineringen af mit indbo, tog min lære en helt anden, og nok mere forventelig drejning. Det var nu 2 1/2 år siden, at Profeterne havde tildelt mig de sidste tre måneder i dette liv.

Det viste sig, at min fysiske træning havde et helt andet formål, end den jeg havde overbevidst mig selv om. Den sidste morgen under flytningen vågnede jeg midt i nogle hallucinationer. Jeg troede tilsyneladende, jeg var tilbage i 70’erne sammen med mine børn, som jo er voksne og har leveret en række børnebørn. Frem og tilbage mellem nutiden og datiden røg jeg. Mellem en af turene formåede jeg at få kontakt til min nabo, som så konstaterede, at jeg også blødte ud af næse og mund, det havde jeg ikke selv konstateret i mine skiftende virkeligheder.

Naboen ringede til min læge, som meget hurtigt dukkede op. Hans diagnose var straks, at min hjerne måtte være angrebet af metastaser, så p.g.a. blødningerne gik det afsted med blå blink til Hjørring Hospital. Der tog det dem ikke mange minutter at konstatere, at  hallucinationerne var forårsaget af dehydrering.

Min hals, der jo var mit egentlige problem, blev ikke tilset, måske fordi blødningerne var stoppet. Efter en nat med reetablering af væskebalancen blev jeg udskrevet. Min søster havde sammen med naboen færdiggjort flytningen, og jeg blev indkvarteret hos hende.

Jeg kan i dag ikke lade være med at tænke på, hvem der har sovet i timen. Kræftpatient med antagelige metastaser i hjernen, og blod ud af næse og mund, eller en patient med hoved-halskræft, – hvorfor indlægge en patient på et hospital, der ikke har nogen resurser til at håndtere sådan en patient? Der var ydermere kortere til hospitalet der kunne håndtere det. Her må der vist være noget med kommunikationen?

Midt på natten den første nat begyndte blødningerne igen, og de var tiltagende. Endnu engang afsted med blå blink. Situationen viste sig nu at være meget kritisk, men denne gang kom jeg da det rigtige sted hen. Min hals var helt lukket, så jeg blev tracheostomeret, så jeg kunne trække vejret gennem en kanyle. Blødningen derimod var en noget vanskeligere sag, men efter et større indgreb lykkedes det at få standset den. Efter en længere indlæggelse blev jeg udskrevet, nu med en tube i luftrøret i halsen og ernæringssonde i næsen. Kajakdrømmene blev sat på hold.

Jeg vil nævne, at jeg på øre-, næse- og hals afd. på Aalborg Universitetshospital oplevede en uovertruffen kommunikation og patientrespekt. I modsætning til Onkologisk Afdeling. Da jeg under ingen omstændigheder ville have noget med onkologerne på Aalborg at gøre, sørgede den udskrivende afdeling for, at jeg kunne komme på Rigshospitalet og få en palliativ strålebehandling. Det havde jeg indvilliget i, da jeg jo havde lyst til at være her noget længere.

I august 2013 var jeg kommet så meget til kræfter igen, at jeg kunne påbegynde strålebehandlingen på Rigshospitalet, to behandlinger pr. uge, 14 behandlinger i alt. Behandlingen var kun palliativ, så som det blev nævnt, skruede de lidt ekstra op for strålingen. Det fik en positiv effekt på opløsningen af kræften, men jeg blev helt ødelagt i højre side af kæben og halsregionen. Jeg endte op med mange smerter.

Jeg vil her lige nævne, at mine celler i de forbrændte områder de seneste par måneder er begyndt genfødslen på erindringsgrundlaget fra mit oprindelige jeg. En støt og konstant heling finder sted.

Det kom til at stå mig klart, at min livssituation ville ændre sig og blive mere behandlingskrævende fra det ydre. Med den erkendelse valgte jeg i marts 2014 at flytte til København, hvor jeg fik mulighed for at leje mig ind hos en nær bekendt. Hun var bl.a. sygeplejerske af profession, så jeg ville være under godt opsyn, hvis der skulle blive behov for det. Det blev der.

Helingen satte ind

Mine smertetilstande forværredes, og jeg fik til stadighed stærkere smertestillende medicin. En formiddag midt i april, hvor jeg skulle i gang med at indtage min sondemad, kom kroppens reaktion på strålebehandlingen. Det afbrændte væv i halsen blev afstødt, med kraftig blødning til følge. Med hovedet i en spand og afstødt væv hængende ud af munden, formåede jeg på forunderlig vis at få tilkaldt 112. Guderne må vide, hvordan de opfattede mit opkald.

Afsted til Traumecentret på Riget, hvor det efter endt operation kunne konstateres, at der var behov for transplantation af væv til halsen – da der var efterladt bar brusk og knogler efter afstødningen. Ligesom min strube kun var fæstet på en løsthængende lap. De ville så ved rekonstruktionen være nødsaget til at fjerne min strube, da det væv den hang i, med stor sandsynlig var inficeret væv.

Jeg formåede stadig at tale, så dette mulige indgreb måtte vi diskutere. Jeg var ikke villig til at lægge krop til det, så det tunge skyts blev kørt frem for at overbevise mig om behovet for dette begrænsende indgreb. Jeg påstod, at jeg selv kunne gendanne det nye væv, og de påstod, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg insisterede, så efter en del parlamenteren gik de med på mit forslag om at se tiden lidt an, for vi var begge parter enige om, at det ikke kunne blive værre. Jeg holdt nøje øje med min fysiske situation og ville melde tilbage, hvis jeg oplevede mindste tegn på komplikationer, og de holdt øje med situationen med en undersøgelse hver tredje uge.

Allerede ved første undersøgelse kunne der konstateres begyndende gendannelse af væv, og efter tre besøg var den kontrolperiode overstået. Jeg fik at vide, at det så fint ud, og at der ingen grund var til at ses mere om det. Intet blev nævnt om dét, der ikke kunne lade sig gøre. Der blev ikke på nogen måde udvist nogen lægelig interesse for det mirakel, det jo måtte være at skabe noget, der absolut ikke lader sig gøre.

Jeg tænker ofte på, hvor mange af den slags indgreb jeg fik afværget, der unødigt bliver påført mennesker, som underlægger sig Profeternes begrænsede forestillinger om, hvad de menneskelige celler er i stand til, når bare vi selv vil tage ansvaret. Bakterieceller, konstaterer Profeterne igen og igen, kan genskabe sig i resistent genfødsel, så de kan modstå behandling – hvorfor i al videste verden kan de så ikke fatte, at de menneskelige celler kan finde friheden til deres genskabelse.

Der er stor lægemangel, så tag dog mod den hjælp Universet allerede har skabt, og tilfredsstil jeres altvidende frelsergen ved at hjælpe der, hvor der virkelig er behov. Kom ud i den virkelige virkelighed hvor visdom råder, i stedet for at blive i jeres begrænsende og dominerende “klogskab”. 

Et andet sted hvor det her med, at noget ikke lader sig gøre, og som vi ikke skal tale om efter det skete, – det var med hensyn til indtagelse af næring. Automatik-klappen, der lukker af til luftrøret, når der indtages næring af enhver art, blev allerede konstateret defekt, dengang jeg blev tracheostomeret, og ved afstødningen forsvandt den helt. Her blev jeg oplyst om, at det nu var definitivt slut med at indtage næring gennem munden. Det ville fremtidigt kun være muligt via sonde, så jeg blev opfordret til at få lagt en mavesonde. Hvilket jeg kommer til senere. 

I påsken 2016 kom det pludselig til mig, at jeg skulle forsøge mig med at indtage næring gennem munden igen. Jeg gjorde nogle eksperimenter, og ganske langsomt trænede jeg mig op, og jeg er i dag i stand til, med en ny etableret automatik skabt af min krop, at lukke mit luftrør, så indtagelse af væsker er muligt – ligesom let glidende fast føde kan indtages. Hvad er det, der sker? Heller ikke dét interesserer Profeterne. Hmm… 

April 2014 oplevede jeg, at det var tid til at få fjernet kanylen i halsen, og det blev godtaget, så længe jeg var klar over de mulige konsekvenser, det kunne indebære. Jeg oplevede mig klar til at tage ansvaret for det, så den blev fjernet. En af de første nætter efter fjernelsen, da gik det galt.

Jeg var med min veninde på weekend i sommerhuset. Det var hen på natten, hvor jeg vågnede ved, at jeg lå og gibbede efter vejret; jeg kunne kun lige holde gang i systemet. Jeg fik vækket veninden og fik hende gjort klart, at det var 112, og at hun ikke skulle forstyrre mig, da jeg ville dykke ned i en dyb meditation med lav hjerte- og vejrtrækningsrytme. Jeg fik lov at ligge uforstyrret. Sytten minutter efter var ambulancen der – hvor jeg så straks fik tilført ekstra ilt, hvilket lettede min situation.

Det er godt at kunne den slags øvelser, hvor vi er i stand til at bevare roen. Slæber man rundt på dødsangst i en sådan situation, så slår angsten dig ihjel, inden hjælpen udefra når frem. Jeg havnede på Hillerød, hvor de anlagde en ny tube i luftrøret. Der kom til at gå et år mere, inden den med succes blev fjernet.

August 2014 var min næse ved at være helt ødelagt af at have en næsesonde siddende. Vi mennesker er jo ikke ligefrem skabt til at løbe rundt med en snabel. Jeg fik tilbudt at få en mavesonde anlagt – et lille ubetydeligt indgreb, ind den ene dag og hjem den næste. Det sagde jeg ja til. Indgrebet skulle foregå på Bispebjerg hospital. Det viste sig, at det skulle blive en læreproces af de helt store dimensioner.

Første nat efter hjemkomsten, vågnede jeg midt på natten med kraftige smerter i maven. Det lå udenfor de oplyste gener, der kunne være i tilpasningen efter indgrebet. Selvom min krop i forvejen var godt og grundigt dopet af smertemedicin på grund af stråleskader, så var smerterne i maven så voldsomme, at det kun var 112, der talte her. I løbet af et kvarter dukkede de op og afsted til Hillerød Hospital gik det, da det var det nærmeste.

Her konstaterede man efter en scanning, at det, selvom det ikke skulle kunne lade sig gøre ved anlæggelsen af en mavesonde, kunne se ud som om leveren var beskadiget, det blødte derfra. De blev enige med sig selv om at se tiden an til om morgenen og så foretage endnu en scanning. Da hospitalet vågnede til dåd blev endnu en scanning foretaget, og vurderingen holdt stik, der skulle et nyt indgreb til. Jeg blødte stadig, samtidig med at jeg til stadighed havde voldsomme smerter.

Jeg blev meddelt, at de ville tage mig ned til operation, men da jeg spurgte, om det var i overensstemmelse med Bispebjerg Hospital, gik det op for dem, at jeg hørte til derinde. Det skulle blive et fatalt spørgsmål, jeg fik stillet der, men nu vel, det blev en stor lære for mig. De måtte ikke lave indgrebet, jeg skulle overflyttes.

Genfødsel

Jeg kom til Bispebjerg, og her blev jeg tilset af den læge, der havde anlagt sonden. Han kunne med sig selv konstatere, at det ikke var muligt at komme til at ødelægge leveren ved anlæggelsen af sonden – så på Hillerød havde de tilsyneladende ikke noget begreb om, hvad de talte om, så han anbragte mig på stue til observation.

Det stod på i nogle dage, hvor jeg til stadighed havde stærke smerter, men der var anlagt et par drænposer i bughulen og intet blod løb ud i dem. Det på trods, så voksede min mave samtidig med, at jeg måtte have mere og mere smertestillende medicin. Selvom jeg havde stærke smerter, var jeg ude af sengen flere gange om dagen for at få rørt mig den smule jeg kunne, men på 5. døgn gik det galt.

Jeg havde sammen med en medpatient været uden for bygningen og var lige kommet ind på afdelingen, da jeg oplevede min morgenkåbe meget kold forneden. Da jeg kiggede ned, var den helt rød og gennemblødt af blod. Jeg slog kåben til side og trak op i skjorten, der også var gennemblødt, og ud af maven stod en stråle af blod. Mellem de anlagte dræn i bughulen havde kroppen selv givet efter for presset og etableret et afløb.

Jeg blev bugseret hen på stuen af et par sygeplejersker, stuen blev tømt for medpatienter, og det store beredskab gik i gang. Så erindrer jeg ikke mere, før jeg vågner syv døgn senere, hvor jeg ligger og hallucinerer. Jeg er på vej ud af koma, og endnu engang fik jeg lov at vende tilbage.

Totalt afkræftet og forvandlet til et skindbetrukket skellet tilkoblet respirator, kunne jeg nu begynde optræningen til livet på nye betingelser, endnu engang. Det blev et tre måneders langt og sejt livgivende træk, og da jeg endelig kunne komme hjem, kunne jeg kun komme op på første sal ved at gøre ophold tre gange. Der skulle gå en måned før jeg kunne tage trapperne i et langsomt, men sammenhængende træk. Jeg var gået fra en kropsvægt på 83 kg og ned på 57 kg.

Det er her tydeligt, hvorledes lægen i sin læreproces har været i total benægtelse over for fakta. Hans faglige stolthed sendte mig til tælling i måneder. Det skal nævnes, at jeg efterfølgende har talt med lægen, og der er ingen tvivl om, at han har set sin lære, her hvor jeg blev statist i hans læreproces. 

Jeg har med jævne mellemrum oplevet Profeternes stolthed blokere for patienters helbredelse med uhensigtsmæssige komplikationer til følge, udover den lære det selvfølgelig har haft for den enkelte patient. Jeg oplevede det i særdeleshed på ØNH afdelingen på Riget, i mine indlæggelser dér på grund af stråleskaderne. Jeg måtte flere gange sige stop, når fejlmedicinering var ved at finde sted, bare fordi en bedrevidende Profet tilsyneladende ikke gad læse journalen ordentligt, inden der skulle spilles med intelligensen overfor – ja, hvem ved hvem. En aften var det så grelt, at jeg måtte ringe efter en nær ven jeg har, der er læge, for at få standset en uhensigtsmæssig fejl, affødt af tilsyneladende arrogance.

Samtidig med en langsom motorisk tilbagevenden til livet, så havde jeg også en lære i at frigøre mig af smerterne i hals og kæbe fra strålebehandlingen. Jeg kunne på det tidspunkt kun åbne min mund et par millimeter. Kæben var helt fastlåst, og muskulaturen måtte tvinges til genoptræning ved øvelse med at proppe flere og flere tungespatler ind mellem tænderne. Herudover fik jeg massage, og jeg modtog trykkammerbehandling, som skulle hjælpe på blodgennemstrømningen. Det gjorde det også, men her dukkede en bivirkning op; en læreproces der nok bare blev fremskyndet, så det var jo ganske godt, når jeg alligevel kørte på lavt aktivitetsblus.

Grå stær udviklede sig, så mit syn i løbet af tre måneder blev reduceret til, at jeg kun kunne se teksten på et vejskilt 25 meter frem. Så måtte øjnene under kniven. Endelig et tiltag, der kørte gnidningsfrit. Det blev så foråret 2015´s opgave, tilsammen med et voksende genoptræningsniveau, at trappe ud af mine smertestillere.

Kemo

Det var her i foråret, jeg sagde ja til den første kemokur. Med introduktionen til den, må jeg sige, at jeg har forståelse for, at mange bliver dårlige under den behandling. Jeg ved, at introduktionen finder sted i den bedste mening, men med den elendige fremlæggelse af mulige bivirkninger der ofte finder sted, så kan de mennesker, der underlægger sig Profeternes autoritet kun blive dårlige.

Det fremlægges nærmest som om, det er en naturlov at blive syg af det. Først får patienten en angstfremkaldende diagnose, og så får den lige en ordentlig dosis angstfremkalder mere. Det er ikke ligefrem det bedste udgangspunkt, når man jo ved, at angst fremkalder kraftige sammentrækninger i alle kroppens celler.

Det er jo meningen, at vi skal flyde med i helbredelsesprocessen og ikke kæmpe. Livet er ikke skabt til kamp. Efter min opfattelse er den kamp, der så oftest tales om, når mennesker bliver diagnostiseret med kræft, kampen de har med bivirkningerne, fordi de er blevet bildt ind, at de skal tro på deres eksistens, for “Det bliver jo hårdt”. Det behøver ikke nødvendigvis at være således.

Bivirkninger, jo  –  jeg havde nogle forståelige fysiske gener, men dårlig nej. Jeg ligger ikke under for Profeternes profetier. Fremlæggelsen af mulige bivirkninger kan i den grad gøres mere hensigtsmæssig. Den skal ske på en sådan måde, at patienten på intet tidspunkt er i tvivl om, at bivirkninger ikke er noget man skal have, men er noget der muligvis kan stikke næsen frem. Gør de det, så kan der sættes ind overfor det, hvis det er muligt.

Du skal i-gang med kemokuren, og sygeplejersken kommer med en hel masse piller. Inden da, er du allerede blevet belært af Profeten om, hvorledes du skal opføre dig. Nu får du belæringen endnu engang eller flere. Piller du skal tage, og nogen du kan tage. Det er de sidste, der ofte får mange til at køre af sporet. Jeg har selv været udsat for introduktionen, og jeg har i tre år med ambulante behandlinger overhørt de introduktioner masser af gange. Typisk for dem er, at de samme beskeder gentages og gentages igen og igen, ren indoktrinering. Så skal du tage dem og dem. HVIS det og/eller det viser sig, KAN du tage… 

Når det er sagt nok gange, går patienten hjem, godt og grundigt fokuseret på, hvornår HVIS dukker op, så derfor – vil HVIS dukke op – mange har allerede fået kvalme, inden de forlader hospitalet, men den kvalme tager her sit udspring i angsten. Det er ganske unødvendigt. Der er desværre også dem, der beslutter sig for, at de hellere må tage pillerne, så de undgår HVIS. Når/hvis så HVIS reelt dukker op, så sætter overforbrug ind. Alle gør alt i bedste mening, men det virker modsat.

Jeg blev færdig med min kemokur, og resultatet var tilsyneladende frugtbart, men allerede ved næste kontrol kunne der konstateres forøget aktivitet, så det havde nu nok ikke været så frugtbart alligevel. Der blev foreslået en kort pause, og så en anden form for kemo, hvilket jeg indvilligede i. Samtidigt blev jeg tilbudt at få anlagt det, der hedder en PAC, også kaldet port. Det er en permanent indgang til blodbanen, hvor der kan stikkes en kanyle ind med en slange til indtagelse af kemoen, i stedet for at man hver gang skal have anlagt en ny kanyle. Det slider på systemet at skulle prikkes i konstant.

Efter porten blev anlagt, skete der så det, at der gik infektion i anlæggelsesstedet. Det blev en hidsig omgang, der krævede 12 dages indlæggelse. På det tidspunkt havde jeg også bedt om at få anlagt en næsesonde, på grund af store gener med mavesonden. Det afslørede sig ved, at jeg havde trappet helt ud af de stærke smertestillende, så nu mærkede jeg pludselig dé gener.

Generne var forårsaget af, at sonden var blevet lagt ind i tarmsystemet på grund af de komplikationer, der opstod under komarejsen. Der er ikke samme plads til ernæringen i tarmen, som der er i mavesækken, så, så snart jeg begyndte at indtage ernæringen gennem sonden, der var ført via næsen og ned i mavesækken, så forsvandt generne. 

Jeg bad flere gange om at få fjernet mavesonden, for den lå der og generede mig med smerter til følge. Det ville den konsulterende Profet ikke, det var ikke hendes kompetanceområde. Jeg kunne blive henvist til Bispebjerg. Jeg fortalte, at jeg havde fået at vide, at den bare skulle trækkes ud og et plaster over hullet, så ville det lukke sig i løbet af et par timer. Men nej.

Jeg havde foreslået hende, at hun, hvis hun ikke troede på det, som jeg var informeret om, jo så kunne ringe til Bispebjerg og få det bekræftet, i stedet for at trække min situation i langdrag, men det bed heller ikke på den usikre kloge Profet, der nok ikke skulle have skår i sin stolthed og bede om hjælp. Jeg fik lov at gå med smerten i tre uger, og fem minutter efter jeg var kommet ind på Bispebjerg, gik jeg derfra smertefri. I dag skifter jeg selv sonden, når det skal gøres. Så noget fik jeg da lært.

For mig blev det tydeligt, at jeg her stod med én af den slags mennesker, der desværre bliver flere og flere af. Ingen tvivl, et ekstremt intelligent menneske set udfra normbegrebernes definition af, hvad det vil sige. Et menneske med højt akademisk niveau, et menneske der ved, hvor alle kommaerne og punktummerne er i teksterne. Der er så bare det ved den type, at alt det, der ligger udenfor teksterne – her hvor empati, kreativ tankegang og livsførelse på livets betingelser lever – det fungerer ikke for en akademisk tilegnet indgang til menneskes emotionelle og spirituelle liv. Det udspringer nemlig fra hele kroppen og ikke kun geléklatten oppe mellem ørene.

Der er ingen mennesker, der er for dumme til at leve livet på livets betingelser, men der er mange, der er for kloge, og indenfor sundhedssystemet er procentdelen af disse mennesker høj. Så derfor er det risikofyldt at lade sig dominere af Profeterne. Hav tillid til din egen intuition, når de prædiker for dig. Etabler et samarbejde med dem, så skal I nok komme på den rigtige side af det, men ansvaret er dit. Lær at markere dig.

En kemokur mere

I løbet af 2015 kom jeg stærkt tilbage rent fysisk, og i februar 2016 anmodede jeg om atter at få anlagt en mavesonde, denne gang direkte i mavesækken. Noget modvilligt, på grund af de tidligere erfaringer, gik de med til det på Bispebjerg. Denne gang gik det gnidningsfrit. Straks efter gik jeg så i gang med den næste kemokur, der forløb lige så problemfrit som den første. Kemokuren holdt kræften i ave, så da den var tilendebragt, blev jeg så tilbudt en antistofbehandling, der styrker immunforsvaret. Den sagde min krop så fra overfor efter 21 behandlinger i december 2017, men den har næsten holdt kræftens udvikling i ro, dog er den vokset en smule.

Endnu en afsked

der blev til en ny tid. D. 10. januar 2018 sent om aftenen begynder en kraftig blødning fra halsen, så det er bare 112, og afsted til Hillerød går det. Det falder til ro igen i løbet af natten, og efter endnu en overnatning kan jeg tage tilbage til sommerhuset, hvor jeg opholder mig. To uger senere begynder jeg atter at småbløde om eftermiddagen og beslutter mig for at køre mod min bopæl i København. Jeg vil ind på Riget, hvis det skulle gå galt igen. 

Det gør det så på motorvejen på vej ind mod byen. Jeg måtte holde ind til siden og lade det falde til ro, og jeg beslutter mig for at køre direkte til traumecenteret. Så efter en opringning til onkologerne får jeg lov at komme ind på traumecenteret, og jeg bliver  indlagt til observation. Hen på aftenen tager blødningerne til, og ved totiden om natten opfordres jeg til at tilkalde mine nære. Jeg er enig med lægen i, at det nu godt kunne være sidste vers, der bliver sunget på, da jeg havde sagt nej til operative indgreb. 

Vi fik os alle en forunderlig natlig sammenkomst i brusende kærlighedsenergi. Jeg var parat til at tage afsted, og mine nære var klar til at tage afsked. Vi lever i frihed med døden, og havde angsten fået lov at dominere, tror jeg ikke, at jeg ville have været i stand til at nedfælde nærværende ord. Så derfor, kære læser, lær at leve med døden, hvis du ønsker dig et langt og harmonisk liv.

Jeg snupper nogle år endnu.