Forfatter

Arne Olsen

 

Åbent brev del 1

Kommunikationens konsekvenser i sundhedssystemet

Et åbent brev af Arne Olsen, 8 år med en kræftdiagnose. En appel. Del 1 af et indlæg i to dele.

Er det risikofyldt at tro på lægen
eller hvad?

Ja i allerhøjste grad! Tanker skaber tro, og tro skaber ord, hvoraf dine overbevisninger skabes. De har så enten et tilsyneladende konstruktivt afkast eller et tilsyneladende destruktivt afkast. Det du hører er med til at påvirke dine tanker, og ofte giver mennesker lægens profetier højeste prioritet. Godt hjulpet af menneskehedens uvillighed til at tage ansvar, har lægevidenskaben fået bildt menneskeheden ind, at deres ord er lov. 

Når nu faktum forholder sig som beskrevet ovenfor, er jeg af den oplevelse, at lægerne burde lære at kommunikere med deres patienter på en sådan måde, at de ikke fratager patienterne troen på helbredelse, og dermed egen evne til at lade deres kroppe bidrage til den. Vores kroppe er skabt til selv at regenerere og tilpasse sig. Så motiveres mennesker til dét gennem konstruktiv skabende kommunikation, vil det såvel menneskeligt som samfundsøkonomisk få stor betydning. Tag ansvar og giv kroppen lov til at virke på dens egne præmisser, der hvor det er muligt.


Angsten dræber

Lægernes ubevidste sygdomsfastholdende skræmmepolitik underbygges lige så ubevidst af patientforeningers manglende evne til at kommunikere på en sådan måde, at patienterne ikke er i tvivl om, at det er dem, der har ansvaret for healingen.

Foreningen Kræftens Bekæmpelse er nok den mest angstfremkaldende patientforening der eksisterer, og for mig er det ufatteligt, at det ikke høres. Jeg ved godt, at kampagner   og udtalelser er ment i den bedste kærlighed til menneskeheden, men kærligheden er misforstået, når der opstår den modsatte effekt. Hjerterne og intentionerne er på plads, men kommunikationen er det ikke.

For mig er det ekstremt påfaldende, at de fleste mennesker, så snart de hører diagnosen kræft, bliver mere eller mindre skræmt ud i forestillingernes destruktive tankemønstre. Den angst, det forårsager, er i sig selv dræbende.


Lad kærligheden blomstre

Kærlighedens blomstermark står ikke frodigt på en slagmark. Der skal såmænd ikke så meget til for at ændre på det. En holdningsændring der kan afhjælpe for tidlige angstprovokerede dødsfald. En navneforandring af den velkendte landsorganisation til Foreningen Kræftens Opløsning ville straks få en anden betydning, sammen med en ændring i udlægning af budskaberne. Kom i hvert tilfælde i gang med at frigøre budskaberne fra den angstskabende kommunikation.

Det er nu engang sådan, at “Intet kan bekæmpes, men alt kan opløses”. I historisk erkendelse ses det jo klart, at krig sjældent vindes af sejrherren på den lange bane, men sejrherren bliver den, der ser sin lære i opgøret, og det er ofte den tilsyneladende taber. Det er da fuldstændigt tåbeligt at kæmpe for helbredelse, når det kan opløses i kærlighed til det liv, vi har skabt. Mennesket må på ingen måde acceptere tilstanden, men tage ansvar selv, respektere sygdommen og lære at frigøre sig.


Patientforening

I patientforeningerne etableres der ofte selvhjælpsgrupper, men igen: For mange får det en fastholdende tendens til sygdomsforløbet i og med, deltagerne her oftest kommer til at acceptere sygdomsforløbet i stedet for at have fokus på en personlig ansvarlig helingsproces eller levevis i respekt for det fysiske signal, de har fået skabt. Jeg tror ikke på sygdom, jeg tror på, at det er lærerprocesser, vi får skabt for os selv. Respekterer vi sygdomme med den indfaldsvinkel, kommer helbredelsesprocessen til at forløbe ganske anderledes. 

Det bliver desværre til en dyrkelse af sygdomsforløbet, hvis mennesket accepterer sygdom, og det er en syg dom at udsætte sig selv for, når det kan gøres på anden vis med meget enkle justeringer. Mennesker skaber sine virkeligheder med ordene, udtrykt ud fra dét de tror på, så det handler om at frigøre sig fra fastholdende trosbegreber og omlægge sin adfærd. Tag ansvaret og lad de hjælpende hænder og organisationers mulige vejledere være vejledere, og ikke lovgivere af din virkelighed.

Når mennesker bruger selvhjælpsgrupper, er det skabende fornuft at være i fællesskaber med andre diagnosegrupper. Det er det, fordi vejen til opløsning af de fleste syge domme ligger i erkendelsen af adfærdsændringer af tilsidesættende adfærd, mere end det har med fokusering på behandling af lidelsen at gøre: “Hvorfor? Hvordan? osv.” Spørgsmålene er mangfoldige, det er eksperterne så også, men sandheden er – at det er dig, der er eksperten i dit liv. Du er din egen skaber.

Det er nu engang sådan, at dine valg er dit liv, så hvordan vælger du? Det er de spørgsmål, mennesker må finde svarene på. Hold hænderne i egne lommer og lad være med at rode i de andres ved at bruge energi på dem i indbildning om, at du kan “stjæle” dine svar der. Svarene er ikke der. Du må lære at lytte til det du hører, og ikke kun nøjes med at høre det. Lytter du til det udsendte, så kan du måske også få en forståelse for dét, som du ofte frustreres over at mærke på din krop. Husk så på, at lyttet har du først, når du har handlet på de signaler, du modtog.


Appel

Disse ord bliver ikke skrevet for at brokke mig eller hænge nogen ud. Jeg er overordnet godt tilfreds med mine mange år som statist i det spil, men det er en appel til sundhedssystemet og organisationerne om at tænke over mulige menneskelige konsekvenser af det, de ord gør, som de sender ud. Der er en markant forskel på udstrålingen og dermed tilliden og respekten til det, ansatte i sundhedssystemet sender ud.

Disse forskelle afspejles klart af, hvorvidt den enkelte sundhedsarbejder er primært akademisk orienteret i udøvelsen af sit hverv eller primært praktisk orienteret. Begge har selvfølgelig den akademiske indlæring, men den praktisk orienterede trækker hovedsaligt på sine medfødte aggressive kreative skabelsesevner i sit virke, hvilket helt klart vil afspejle større empati og sikkerhed.

Det ville som patient også være mere sikkert, hvis de såkaldte autoriteter kunne erkende, at det ikke er alt, de ved. Så i stedet for at udtale sig, oplyse patienter og klienter om at: “Det her må jeg undersøge nærmere, inden jeg kan give dig svar”. Sådan et svar er, og skaber, gensidig tillid og respekt.

Det at forsøge at lyde oplyst og ikke være det, det giver altid bagslag, og det er oftest patienten og klienten, det går ud over. Dette hyppigt forekomne fænomen skaber mistillid og disrespekt. Den problemstilling er jeg ofte blevet konfronteret med i mit lange sygdomsforløb, specielt fra selvhøjtidlige yngre læger, andre læger der ikke har formået at smide selvhøjtidligheden og fra terapeuter med samme manglende evne.

Jeg har dog så haft den fordel, at jeg kender mig selv. Jeg tager selv ansvaret for min helbredelse. Destruktiv angst har ikke været en del af processen, for jeg ved, hvad mine behov er, og hvor mine grænser står – og de er ikke, hvor de engang var, dengang grænserne var fremstillet af gummibånd og hensynsbetændelse. Den ansvarlige livsstil har været livsforlængende for min proces med mine fysiske signaler – det har fastholdt mig i at søge min lære.

Jeg lever i dyb respekt for mine læreprocesser, som sygdom er for mig. Jeg har skabt signalet, og jeg kan til stadighed opløse det. Jeg har det stadig godt i dag, selvom jeg ud fra lægernes profetier blev stemplet ud i 2010.


Del 1

Det var del 1, der som nævnt er en appel til såvel sundhedssystemet som til patienten om at leve op til deres respektive ansvar samt en appel til at tænke på konsekvenserne af kommunikationen. Er der skabt interesse for at vide mere, og tør du læse videre, så bygger del 2 på mine såvel hensigtsmæssige som uhensigtsmæssige personlige erfaringer som patient i systemet, krydret med erfaringer som ansvarlig livsnyder.

Anden del er en længere men beskåret briefing af kommenterede hændelser, der forhåbentlig kan vejlede til helbredelse friholdt af angst. Hændelserne underbygger mine ord med udgangspunkt i eget sygdomsforløb – eller som jeg normalt udtrykker det, mine egne læreprocesser, der selvsagt har givet store erfaringer med kommunikationen i sundhedssystemet. Det er såvel den kommunikation, der har været henvendt til mig selv, som den kommunikation jeg, med så mange år på bagen i det system, har hørt andre udsættes for.

Endvidere bygger mit erfaringsgrundlag med effekten af konstruktivt skabende kommunikation på mange års arbejde med mennesker, der har benyttet sig af et mentalhygiejnisk træningsprogram, jeg har opbygget, hvor bogen “Dine valg er dit  liv, hvordan vælger du?” danner basis for adfærdsændring og selvhelbredelse. Bogen blev udgivet første gang i 1997 og er lige blevet genudgivet. Den viser metoder til selvhjælp og egenkontrol. Det er helt klart også det mentale træningsprogram, der er medårsag til, at jeg stadig er her, på trods af andre lægelige profetier.

Jeg tør godt love dig, at du vil profitere af læsningen, hvad enten du er på den ene eller anden side i sundhedssystemet.

Du finder del 2 via dette link.

Vil du vide mere?

Få tilsendt gratis uddrag af bogen Dine valg er dit liv - hvordan vælger du? og modtag nyt om kurser, udgivelser og foredrag